Tongatrøfler er chokolade med en tonga-karamelfyld. Tongabønner smager af en blanding af pistacie og vanille – en helt særlig smag. Tonga- eller tonkatrøfler er det bedste, Pierre Marcolini nogensinde har præsteret. Udover at man ikke kan købe det i Danmark, så er det også en trøffel, der kun produceres på bestemte tider af året. Det gør det så meget mere praktisk, at kunne lave dem selv. Og de smager fuldstændigt som de skal!
Her er en opskrift uden chokoladeforme – har man chokoladeforme er det væsentligt lettere at lave fyldte chokolader!
Bemærk, at de med fordel kan laves over to dage, fordi der er frysning involveret.
100 gram hakket mørk
130 gram almindeligt sukker
2 dl piskefløde
½ tonkabønne, revet
10 gram brun farin
25 gram saltet smør
1 knsp salt
300 gram chokolade til overtræk
Hak chokoladen, hæld den op i en skål – og sæt til side. Smør en lille bradepande eller anden beholder, som karamellen skal fryses i, med olie.
Smelt sukker ved mediumvarme – ikke røre – vær tålmodig! Når mere end halvdelen af sukkeret er smeltet, brug en træske til at røre rundt med. Når sukkeret er helt smeltet og har fået en gylden farve, hældes halvdelen af fløden og brun farin i. Tilsæt resten af fløden og til sidst smør, revet tonkabønne og salt. Hæld nu karamelmassen over chokoladen og rør det sammen. Stil i fryseren til massen er fast nok til at trille kugler af (cirke 2 timer). Karamelmassen er flydende ved stuetemperatur, så del den op i mindre portioner – bliver den for varm, smelter karamelkuglerne. Med det samme kuglerne er trillet, stilles de tilbage i fryseren. Så:
1. Frys karamellen i en flad bradepande i to timer
2. Tag karamellen ud, del den i to portioner.
3. Tril portion 1 til kugler – tilbage i fryseren. Det samme gøres ved portion 2.
4: Tilbage i fryseren, gerne natten over eller cirka 3-4 timer
5: Overtræk de frosne karamelkugler med chokolade
Kan med fordel opbevares i fryseren.